Saxifraga
tilhører Saxifragaceae, hvor den er placeret sammen med bl.a. Bergenia,
Astilbe, Heuchera og Rodgersia.
Inden for slægten Saxifraga finder der mellem 300 og 400 arter og et utal
af hybrider.
Navnet Saxifraga er sammensat af det latinske saxum, som betyder sten, og
frangere, som betyder at brække. Plantens danske navn, som er Stenbræk,
er således en direkte oversættelse.
Navnet hentyder til plantens voksested, som er snævre klippespalter og
sprækker, så det giver illusion af, at planten har flækket stenen.
Det er en utrolig dejlig plante til stenbedet, ikke bare for de fine tuers
skyld, men også fordi den, afhængig af vejret, starter blomstringen
allerede i februar-marts måned.
Saxifraga
er hjemmehørende i kølige bjergområder i Europa, Himalayaområdet,
Kina, Nordamerika, Nordafrika og i Andesbjergene.
Planter som stammer fra bjergegne er sædvanligvis dækket af sne hele
vinteren og de kan derfor have det lidt svært med vore vintre hvor det
skifter mellem frost og tø. Dæk evt. med en plade, så de er beskyttet
mod den værste vintervæde.
Slægten rummer mange forskellige former af planter. Nogle er
hurtigtvoksende og har store, grønne, frodige blade og store blomster,
mens andre er meget langsomvoksende og har små, grågrønne,
sukkulentagtige blade.
De små planter kan desuden have enten faste og hårde eller mosagtige
blade.
Vores interesse samler sig især om de små, faste, hårde, tuedannende
planter - de såkaldte Porphyrion.
Efterfølgende
omhandler kun Saxifraga inden for gruppen Porphyrion (der er
dog også andre Saxifraga som kræver de samme vækstbetingelser)
Hos planterne inden for denne gruppe er bladene små og danner faste
rosetter, som med årene bliver til stenhårde tuer.
Bladenes rand er ofte besat med grå til hvide kalktakker.
Blomsterne er i mange tilfælde store set i forhold til rosettens
størrelse. Blomsterne er hvide, gule, ferskenfarvede eller forskellige
nuancer af rødt, lige fra pink og rosa til mere stærk rød.
Saxifraga vokser i en næringsfattig, kalkholdig jord, med godt dræn
(gerne i scree) og gerne på nordsiden af en sten, så de bliver
forskånet for den stærke middagssol.
Jo mere næringsfattig planten gror, jo hårdere, tættere og fastere
bliver rosetten.
Formering foregår ved deling eller frø.
|
 |
