| Tilbage til start |
|
Primula |
| Primula,
som tilhører Primulaceae, er en af de største og mest udbredte
planteslægter, og det er da nok også de færreste haver hvor man ikke
kan finde mindst een og ofte flere forskellige arter eller sorter. Primula er en nem plante at dyrke, hvis man blot holder sig til de almindelige arter som f. eks. P. vulgaris, P. veris, P. elatior m.v. Det bliver straks værre hvis man giver sig i kast med de mere sjældne arter som f.eks. P. reidii, P. muscarioides, P. capitata o.s.v., dem ved man aldrig om man også har næste år. |
Der
er ca. 430 arter, som alle vokser på den nordlige halvkugle. Dertil
kommer et væld af hybrider. Den største koncentration af Primula findes i Himalayaområdet og det vestlige Kina, men også i USA og Europa, herunder Danmark, er de repræsenteret. Primula opdeles i 8 underslægter, som igen er opdelt i 40 sektioner. Hvis man ønsker at få mere viden om Primula kan det anbefales at læse Birthe Høeghs bog, som indeholder mange nyttige oplysninger. |
De
allerfleste Primula foretrækker en fugtig, humusrig, veldrænet,
næringsrig, neutral til sur jord med vægten lagt på det fugtige. Der er
dog også Primula til den mere tørre jord lige som der er Primula til
mere kalkholdig jord. De fleste Primula foretrækker skygge til halvskygge afhængig af jordens fugtighed. Jo mere fugtig planten står, jo mere sol tåler den. Ofte ses Primula ligge hen ad jorden og "sove" på en varm sommerdag, men den rejser sig igen når det bliver køligere og den får lidt vand. Formering sker ved deling eller frø. Hos nogle arter skal frøene have frost for at spire. |