INTRODUKTION
Omphalogramma
tilhører Primulaceae og er nært beslægtet med Primula til hvilken
slægt den da også tidligere blev henregnet.
De forskellige arter blev, for størstedelens vedkommende beskrevet af
botanikere i slutningen af det 19. og i begyndelsen af det 20.
århundrede.
Nogle af arterne blev i første omgang henregnet til Primula, men er
senere overflyttet til Omphalogramma.
BOTANISK
BESKRIVELSE
Omphalogramma er en flerårig
plante med
et kraftigt vedagtigt rhizom. Bladet er grundstillet, stilket, sædvanligvis
lidt brunmarmoreret. Kun en enkelt blomsterstængel i hver roset, uden dækblade.
Bægeret er 5 til 7-fliget; fligede til basis, linie- til lancetformede.
Blomsterkronen tragtformet, sjælden klokkeformet til bølget. Blomsten
tosidet, 5 til 7-fliget; flige helrandede eller med
tydelig takket eller tandet rand. 5 til 7 støvdragere; støvtråde
glatte eller hårede; støvknap aflang til oval, spidsen stump. Frugtknude
ægformet, fremtrædende. Kapsel aflang til cylinderformet; åbner sig med
korte ”klapper”.
OMPHALOGRAMMA
I NATUREN
Omphalogramma
består
iflg. Flora of China, hvor de fleste af efterfølgende oplysninger er
hentet, af omkring 9 arter (andet sted er oplyst at der findes 15 arter),
som alle er hjemmehørende i Østhimalaya, Vestkina og Nordmyanmar; 9 af
arterne i Kina. Det er dog kun lykkedes mig at finde frem til beskrivelser
af 12 arter.
Omphalogramma
vokser
i bjergegne i 2.200-4.700 meters højde på åbne græsenge, i skovtykninger, i
buskads og krat, i bjergkløfter og nogle i sumpområder.
OMPHALOGRAMMA
I KULTUR
Omphalogramma
er
ikke særlig kendt i kultur, og man skal være heldig for at få fat i et
eksemplar her i landet.
Det er en smuk plante med sine oprette Gloxinia-lignende
blomster, som vil pynte i ethvert bed.
Det er een af de slægter hvor vi gerne vil have udvidet sortimentet.
Indtil videre har vi kun O. delavayi, O. vinciflorum og O. forrestii.
Sidstnævnte har endnu ikke blomstret, og den plante vi har viser sig måske at være een af
de to førstnævnte.
Omphalogramma kræver
en humusrig, fugtig, veldrænet, moderat frugtbar jord i halvskygge. Den
bryder sig ikke om store temperatursvingninger, så en plads på
skyggesiden af f.eks. en sten vil være ideel, så rødderne kan udnytte
det kølige, fugtige klima under stenen. Planten skal helst stå lidt tørt
om vinteren, så dæk evt. med en glasplade el.lign.
I alpinhus kræver planten en fugtig, veldrænet, frugtbar jord i
halvskygge.
Omphalogramma er en lækkerbisken for skadedyr. Snegle og
larver spiser ofte bladene, og ved dyrkning under glas er planten et let
offer for hvide fluer og andre insekter.
Formering foregår ved deling efter blomstring eller ved frøsåning. Det
kan dog vare 3 til 5 år fra såning før planten blomstrer. Til gengæld
er Omphalogramma een af de længstlevende inden for Primulaceae.
|